Techno Tool A/S og ProTool A/S fusionerer
Der opnås store synergier, når vi nu - som to af emballageindustriens kendte leverandører – med virkning pr. 08.02.07 fusionerer vores virksomheder. Det betyder, at Techno Tool A/S, Esbjerg, og ProTool A/S, Alslev, samler de danske aktiviteter i Esbjerg. Techno Tool lægger navn og adresse til fusionen, der ikke vil forstyrre virksomhedernes relationer til kunder, leverandører og forretningsforbindelser i øvrigt. Alle vil tværtimod kunne drage fordele ved, at viden og kompetencer samles. Desuden sker ingen personalereduktioner – det betyder fortsat beskæftigelse af de nuværende ca. 30 ansatte i Esbjerg og ca. 20 i Alslev. Fusionen medfører stor udnyttelse af viden, hvor vi kan komplimentere hinanden. Målsætningen er at styrke positionen i Europa og på oversøiske markeder, hvorfra begge virksomheder medbringer værdifulde erfaringsgrundlag ind i sammenlægningen. Administrerende direktør i Techno Tool, Hans Bonde Lauridsen, fortsætter på samme post i den fusionerede virksomhed. Han betegner fusionen som et fornuftsægteskab: ”Helt i fokus står bestræbelserne på at fusionere med så megen dynamik og synergi, at værdien af en plus en bliver mere end to. Fusionen skabes i medvind. Virksomhederne klarer sig godt, men er også konkurrenter. Nu komplimenterer vi hinanden på en måde, så der skabes en ny, stærk fælles platform – også i et internationalt perspektiv.” Techno Tool er en af Nordeuropas førende virksomheder med udvikling/fremstilling af termoform- og stanseværktøjer til emballageindustrien samt tekniske produkter til plastindustrien. De højtprofilerede produkter afsættes i Europa, USA, Rusland, Australien og Sydamerika. Desuden er moderselskabet Techno Trading A/S dansk/norsk agent for Kiefel GmbH, Tyskland, der, som førende producent af termoformmaskiner samt HF- og termokontaktsvejsemaskiner, er at betragte som en ”døråbner” til et stort tilbehørs- og eftermarked for de danske specialer. ProTool er underleverandør til plast- og maskinindustrien og fremstiller bl.a. maskinkomponenter samt plastværktøjer. Der satses på tre solide produktionsgrene: EPS værktøjer, blæseværktøjer og termoformværktøjer. Der er opbygget et dansk center med viden og kompetencer, mens der siden 2005 parallelt er opbygget en afdeling i Malaysia, der i løbet af 2007 forventes at have ca. 15 ansatte. Etableringen i Malaysia er sket for fortsat at sikre konkurrencedygtige underleverancer i et marked, hvor kombinationen af høje kompetencer og lave omkostninger har stor betydning for kunderne. Aktionærerne er ikke i tvivl om fusionens fordele. Aktionærerne i Techno Tool A/S er de to stiftere, Hans B. Lauridsen og Mogens Cnota (med hidtidigt ansvar for hhv. direktion og produktion) samt Steen Johansen og Claus Lauridsen (hhv. salg og produktion). Fra ProTool er det stifteren Jimmy Rose samt Jesper Thomsen og Flemming Dyrvig (med ansvar for hhv. salg og konstruktion/Malaysia): ”Vi er enige om at foretage en udvidelse på 1.000 M2 af Techno Tools i forvejen 2.250 M2 store fabrikskompleks, hvor der bl.a. investeres 5 mio. kr. i nyt udstyr til tests og prøveserier, ligesom der fortsat investeres i at være på forkant med anvendelse af CAD/CAM og CNC udstyr. Vi er overbeviste om, at vi ved, at gå sammen, sikrer mulighed for at fortsætte den positive udvikling til gavn for alle - kunder, leverandører, forretningsforbindelser og medarbejdere.” Esbjerg, d. 08.02.2007 |